I Diernæs på det sydvestlige Fyn bor keramiker Hanne Thygesen med sin mand Søren, tre voksne børn og en dansk-svensk gårdhund. Landsbyen er omgivet af fantastiske naturområder, og der er blåt og grønt, så langt øjet rækker. Her er bakker, dybe dale og store skove. Stier og veje bugter og snor sig gennem landskabet, og tæt på familiens hus ligger Øhavsstien med udsigt til Det Sydfynske Øhav. Huset går tilbage til 1850 og husede i en lang årrække et bageri.

TEKST & FOTO: METTE KRULL

Familien købte stedet i 1993 og har nu keramikværksted i det gamle bageri. Huset står smukt, stenmuret og velbevaret med de fine gamle sprossevinduer. Kun et baghus er ændret fra de oprindelige sten til træ. Haven, der er på 1543 m2, rummer en stor køkken- og frugthave, værkstedsbygninger samt både pryd- og gårdhave.

Når jeg ude fra gaden betragter husets facade, står det allerede klart, at her er en spændende have gemt. Roser vælter ud over det hvide stakit, og man bliver straks nysgerrig på det lille butiksvindue fyldt med keramik.

Parret er begge uddannede keramikere fra Kunsthåndværkerskolen i Kolding. Sammen har de en produktion af brugsgenstande i porcelæn og stentøj. Søren står for design og produktion, og Hanne dekorerer. Parrets keramikværksted ligger i det gamle bageri i baghuset og har gennem det store sprossevindue udsigt til alt det grønne. Ved siden af står et af havens mange projekter: et smukt gult træhus, som Søren er i gang med at lægge sidste hånd på. I fremtiden skal huset fungere som Hannes værksted, hvor hun kan dekorere og male deres keramik. I butiksvinduet mod vejen står de færdige værker til skue og er er en sand fryd for øjet; fabulerende, botaniske og i klare skønne farver.

Midt i haven tårner en tre meter høj udkigspost sig op – en blå stol på stylter – næsten som en skulptur i haven. Et kæmpe bed fyldt med pink roser står smukt i kontrast til den blå farve. Der hersker en særlig stemning under havens frugttræer, som giver skygge til de runde bede fyldt med hostaer og hortensia og hække i buksbom. Her kan man sidde på en lille bænk med den fineste udsigt til resten af haven.

Under to store bøgetræer har Hanne plantet iriser i lilla og gult. Iriserne stod oprindeligt et andet sted i haven, men gror nu i bedste velgående i skyggen fra træerne. I de største af havens blomsterbede bugner det af floks, storkenæb, kongelys, valmuer, lupiner, fingerbøl, skabioser og historiske roser.

“Jeg plukker ikke så ofte buketter af havens blomster, fortæller Hanne. Jeg lader dem stå i haven, hvor jeg nyder dem mere. Det bedste, jeg ved, er at gå og nusse, klippe og flytte rundt på planter… eller bare se, at haven trives. Jeg er en ægte samler. Jeg har fået mange aflæggere, stiklinger og frø fra venner og bekendte. Det har til tider givet problemer, da haven jo ikke bliver større, og alting vokser.”

Et kæmpestort figentræ gror op ad huset og danner en fin paraply over havens blomsterbede. Overalt kan øjet gå på opdagelse blandt de mange detaljer: trompeten i træet, den farverige hængekøje og de flaskegrønne Adirondack havestole. Rundt om i haven løber stier i organiske former og leder én videre til havens mange overraskelser.

I køkkenhaven står et hjemmebygget “drivhus”, som med et smart lille udhæng åbner op og bruges året rundt til opbevaring af sarte planter og haveløg. Køkkenhaven er bygget af mange højbede, hvor der frodigt gror grøntsager, dahlia og frugtbuske.

I dag bruger de store børn haven til afslapning, grill, guitarspil og hygge med venner, når de vender hjem fra storbyen. Den ældste sagde en dag om havens tilgroede rum: “Mor, vi kan jo ikke være her!” Derfor skabte parret et åbent, solrigt græsareal, så der igen blev plads til at opholde sig i midten af haven.

“Min haveinspiration stammer fra min barndom i skovene syd for Silkeborg. Der har altid været en stor haveinteresse i familien, hvor jeg var med til både havearbejde og frugtplukning. Jeg havde også min egen lille have, som jeg passede og plejede.”

Et besøg i Hannes have er noget helt særligt. Et blomsterrige med et væld af farver og kontraster. Jeg er blevet meget inspireret af parrets farvepalet, som er så æstetisk smuk og utrolig livsbekræftende.

Dette portræt er fra fotograf Mette Krulls første havebog, som vi virkelig varmt kan anbefale. En smukt illustreret bog med nærværende og kærlige beskrivelser af havemennesker og deres personlige haveunivers.

Du kan finde bogen her.

TITEL: Garden Friends
FORFATTER & FOTOGRAF: Mette Krull
UDGIVELSE: 2021
SIDER: 296
SPROG: Engelsk