Når man står i kø i byggemarkedet er det tydeligt, at der er stor afsætning på myrelokkedåser og andre giftmidler til at komme af med de små bæster. I denne artikel ser vi på alternativer til gift samt på, hvorfor uglen i hulen at myrer ikke er gode i en have.
TEKST: MARIANNE, FOTO: LENE
At skrive om, hvordan vi kommer af med myrer er vist som at røre i en tue med en pind, for der er mange – rigtigt mange holdninger til det. Når vi alligevel begiver os ud i det, så er det fordi det er noget, vi alle sammen bakser med. Belav dig derfor på at give dit besyv med. Om ikke her, så på vores side på Facebook.
ER MYRER SKADELIGE?
Ja, hvorfor er det nu, at myrer ikke er sagen i en have? For det første: Uhhh alt det krible krable, altså! De kan jo på relativt ingen tid invadere store områder og sågar trænge ind i huset. Og så er det altså at det mest økologiske og bæredygtige havehjerte kan finde på at overveje at ty til de skrappe midler. Bare for at komme af med dem. Men de er jo selvfølgelig levende væsner lige som os andre – og rimeligt harmløse – i hvert fald de små sorte, så bare de flytter et andet sted hen.
Der findes jo en del arter af myrer, men her taler vi om den sorte havemyre, der lever i jorden. Under krukker, fliser, i højbede og i urtepotter. Du kan se på din terrasse, om du har myrer, ved at iagttage de små forhøjninger af jord mellem sprækkerne. Så skridt nr. ét er at forhindre dem i det. Altså den præventive metode. Hvad ved vi ellers om myrerne? De er jo kloge væsner, de små. Og mange! For vores indre blik toner en vandret sovende Anders And frem med herkulesmyrer, der flytter rundt på ham. Studier i deres intelligente samspil, dels med hinanden og dels med naturen, er blevet foretaget af virksomhedsøkonomer, som ønsker at forstå den kollektive bevidsthed og det sindrige system, som myresamfundet er bygget op af. Bare for at vi mennesker kan lære af det. Disse studier vil vi lade ligge, ligesom både Anders And og herkulesmyrerne, og blot konstatere, at når de er så svære at komme af med, så er det fordi de er kloge.
HVOR KLOGE?
Aner det i virkeligheden ikke, men de er blandt andet mig bekendt de mindste dyr, der holder “husdyr”, og de husdyr er ikke venner med hus- og haveejerne, det er nemlig bladlus. De små sorte og grønlige klistrede efterladenskaber fra lus, også kaldet “honningdug”, er sukkerstads for myrerne. De tager i slikbutikken og “malker” lusene ved at bruge følehornene til at “slå” eller “ae” på lusene, så de udskiller honningduggen. Derfor vandrer de op og ned af dine æbletræer, pæoner, roser og andre yndigheder. Nej tak, vel!
PRÆVENTION MED KAFFEGRUMS OG KANEL
Hvis du vil undgå at myrer trives i din have, så sørg for at “løfte” dine potter. Stil dem på mursten eller på “løvefødder”. Det er også en god metode til om ikke at undgå, så minimere dræbersneglenes foretrukne udklækningssteder.
Dernæst kan du blande pottejorden med kaffegrums, det er myrer ikke ret glade for. Planterne og regnormene er til gengæld. Kanel – altså stødt kanel – er en anden ingrediens fra køkkenregionerne, som myrer afskyr. De flytter simpelthen, skulle de først have slået sig ned. Mængderne? Det er vist indtil videre ikke blevet undersøgt, men som med rigtigt mange andre ting i haveverdenen er det erfaringsbaseret, og derfor “sjusser” vi os frem. Jeg samler kaffeposer og anvender dem dels i komposten, dels direkte i bedene og potterne, når jeg ser myreforsamlinger. Kanel strør jeg med let hånd, som på nissegrøden. Du skal gentage processen ofte, men sådan er det jo med de fleste økologiske midler – og med tanke på at vi undgår at de øvrige gavnlige insekter og småkryb bliver forgiftede, synes jeg det fungerer godt. Ude af øje ude af sind. Myrerne må gerne være her på jordkloden – bare ikke i min have, tak!
“DANN HABEN WIR ANDERE METHODEN”
Jo, vi kan godt huske det. At røre rundt i en tue med en pind. Hold da helt op et ragnarok, man kan skabe. Og jeg ved ikke hvad det er, men jeg synes nu ikke de har fortjent det. Det er i øvrigt “kun” terror, det vil aldrig udrydde dem. Men så flytter de måske, og det er jo en start. Så er der det kogende vand! Det må jeg indrømme, jeg selv har anvendt, og jeg er optimist, men det er myrerne også, så de flytter da bare en meter eller to længere hen ad “gaden”. Og at bruge eddike og salt, det har hverken jord eller planter godt af – hverken på den lange eller den korte bane.
En anden metode er jo at spule så mange bladlus bort, du overhovedet kan, så der ikke er noget at komme efter. Dermed slår du to fluer (eller altså lus og myrer) med et slag. Lusene dør af kulde eller farer vild, når de spules bort og myrerne må finde andre jagtmarker.Så er der jo altså disse her lokkedåser, som inficerer den enkelte myre, som så (er det meningen) skal bære giften med sig ned i boet. Ved rundspørge på Facebooks sider og blandt havefolk er erfaringerne temmelig blandede. Men uanset hvad, så kan giften også påvirke andre insekter, og det er vi jo kede af.
Så nu er det vi gerne vil høre dig:
Har du gode alternative metoder til at komme af med myrerne?
Du kan læse mere om myrer her på Miljøstyrelsens hjemmeside.
Tja jeg har selvfølgelig også myrer, mest mellem stenene i stenbedene, der er store tuer, men har ikke gjort så meget ved det. Da yngstesønnen boede hjemme, ville han meget gerne hælde kogende vand i boet, men det gør han jo ikke mere. Jeg har læst et sted, at de ikke kan lide rabarberblade, så det er måske et forsøg værd.
Det var da interessant, Lisbeth. Rabarberblade.
Tænk – det må da prøves!
Jeg har stor succes med kanel omkring huset, så de bliver udenfor. Kaffegrums findes der desværre ikke noget af her på matriklen, sååå.. Kanelet er knapt så fikst udenfor, da det hurtigt forsvinder med vand og vind. Synes generelt at myrer er blevet et SÅ meget større problem end jeg husker fra mine barneår i forældrenes kolonihave, men det er måske bare mig 🙂 Her er myrer allevegne, men jeg vil da forsøge mig med at klodse potter og krukker op. Kogende vand er fint, for så kan man da flytte dem væk fra de steder, hvor de skader. Nemlig i bedene med nye planter, som bliver skubbet op og løsnet fra jorden. Alt med måde, og også her for jeg vil jo ikke koge rødderne af, så der skal overblik og nøjagtighed til. Alt i alt er det bare en krig som ikke kan vinde, men skubbes frem og tilbage mellem frontlinierne så at sige hehe 🙂
Jeg har hørt at myrer ikke kan lide at bo hvor der er morgenfruer men det er jo ikke så nemt at have morgenfruer mellem fliserne. Jeg har et lille bed hvor jeg bla. har rabarber purløg persille og morgenfruer og der er ingen myrer så måske det hjælper
KH Anne
Det vil jeg se om passer, for jeg har sat morgenfruer i rå mængder alle vegne ud og ind. Elsker dem nemlig 🙂 Ku være fedt, hvis de også har den sideeffekt at myrene fortrækker til andre græsgange hehe
Jeg har ingen myrer, – kun dræbersnegle. Er der nogle, der vil bytte? Jeg giver hundrede dræbersnegle i bytte for en tissemyre!
YES!!!! Hvor er det sejt, at I nu går til filmen i HAVEFOLKET! Skal det være indenfor dogmegenren? Det bliver rigtig spændende med jeres nyudvikling. Det glæder jeg mig rigtig meget til.
De kærligste hilsner og tanker
Lad nu være med at overtrække din dræbersnegl-konto TG.
Du ka' sku godt få en pis-myre af mig – helt uden beregning;-)
Det kan jeg næsten ikke ta` imod:o) Du har da også et hjerte af guld, Krina:o)
PS: Kommer I snart og laver dogmefilm her i Flade? Har et par uhyggelige og dramatiske have-effekter, der vil gøre sig godt, når I går til filmen.
Dogmefilm i Flade er en suveræn idé.
@Marianne & Lene – I må på haverejse til det smukke Jylland 🙂
Århh hold op. Du får en myre med posten én af de nærmeste par dage. Punkum.
En Flade-video – ja så gerne – det lyder faktisk ikke helt tosset 🙂
Der skal helt sikkert også myrer med posten fra Skanderborg til Flade!
Vi har dem alle mulige mærkelige steder i haven – og de generes hverken af kanel, kogende vand eller morgenfruer 🙂 Så du får et par seje banditter på besøg inden længe!
Jamen altså, så siger jeg rigtig nok mange tusind tak:o) Der er ingen grænser for, hvad I i jeres hjerters godhed, vil gøre for mig, hva`? Jeg ved godt, at I er meget beskedne, og at jeres beskedenhed forbyder jer, at forlange noget som helst til gengæld. Men altså et par dræbersnegle, det SKAL I ha`. Det er da det mindste, jeg kan gøre.
Nu er myrer jo flokdyr, så det ville være synd at sende en helt alene!! Et par stykker må det være, mindst.
Helle i Schweiz
Jeg har en gang stået i en myretue, der var højere end mig selv (var barn), det var skovmyrer og jeg fik feber i et par dage, så hvis Lene og jeg skal lave dogme i Flade, så må myrerne med posten. Jeg rejser ikke med myrer af princip! 😉
Nu ikke så von Triersk, Marianne:o) :o)
Myreflittige knus
Prøv med tomat planter,myrene kan ikke lide grønne tomat planter,hvis du ligger et stk tomat planter der hvor myrene er så forsvinder myrene…PRØV