Man kunne måske lige ved første øjekast tænke, at det her handler om en have for krukkede damer, men det er selvfølgelig ikke det, det handler om. Det er ganske enkelt alle krukkerne i haven, som vi i denne måned vil kigge lidt nærmere på.
LEDER: LONE
Vi har allerede berørt emnet en del her på HAVEFOLKET, og et fint udpluk af de tidligere artikler har vi også fundet frem til jer her. Men i denne måned vil vi se endnu mere til krukkerne. Til hvad man planter i dem og hvordan. Om hvor mange lækre krukker man kan finde til haver, om hvor skønne de kan blive med forskellige planter i – og meget mere.
Krukkehaven er på en gang en stor glæde og et knoklearbejde. Men krukker er fantastiske. De kan flyttes rundt efter behov, og de kan seriøst skifte udseende fra år til år ved udskiftning af planterne. Og eftersom man ofte giver krukkeplanterne mere opmærksomhed end mange andre planter i haven, så strutter de af sundhed og giver succes år for år. Og så er krukkeplanter en unik mulighed for at få planterne helt ind på terrassen, på altanen, i taghaven, i baggården eller hvor man nu ikke lige kan komme direkte i jorden med sine planter. Store oliventræer i krukker slæber jeg fx ind og ud hvert halvår, for de hører sig altså bare til på terrassen. Og de giver den stemning i haven, som jeg elsker så højt – min sommerferiestemning.
Men der er også en bagside, hvis jeg skal være helt ærlig! Krukker skal vandes og vandes og vandes. I min have har jeg mange gange besluttet, at nu skulle det være slut med alle de krukker – men ved du hvad, jeg kan simpelthen ikke undvære dem. Og sådan er det bare! Så jeg prøver at gøre den daglige tur rundt med vandslangen til en hyggestund og ind imellem har jeg faktisk en bog med i den ene hånd, så jeg kan arbejde samtidig! Så kan jeg fx læse en ny spændende havebog, som jeg har til anmeldelse, mens jeg vander i stilhed til lyden af fuglefløjt og biers summen – og ja, til lyden af vandets fossen ud af haveslangen, og krukkernes klukken som tak – for det foregår ofte tidlig morgen eller sen aften, hvor der ikke er mange andre i kvarterets haver end jeg selv. Specielt i sommermånederne.
Hvis du har læst lidt med i vores magasiner eller på min private haveblog, så vil du vide, at jeg er ramt af en passion for terracottakrukkerne. Men det betyder nu ikke, at jeg ikke også kan forelske mig i andre krukker. Store rå trækummer er delikate, zinkkummer er vildt lækre, slanke betonkrukker er fantastiske, og jeg kunne blive ved. Heldigvis er vores shoppingekspert Karina gået på markedet og har set på udbuddet. Hun har samlet en inspirerede liste af krukker til dig, der skal ud og investere i nyt – eller skrive ønsker op til kommende fødselsdage eller en venindeforkælelsesdag. Der er god mulighed for at blive fristet!
Og jeg har mange slags krukker i min have – men mest af alt terracotta – for det er nu engang dem, jeg holder allermest af. Det kan du læse mere om senere på måneden, hvor jeg fortæller lidt om hvorfor og hvordan.
Tilplantning af krukker kan gøres på mange måder, men der er nu et par retningslinjer, der er gode at følge, hvis man vil have succes. Og det fortæller Marianne om i løbet af måneden. Og så ser vi selvfølgelig på alle de måder, man kan fylde krukkerne på. Både med sommerblomster, små træer med mere. Der er mange muligheder.
Jeg håber, du har tid og lyst til at læse med. Og giv som altid meget gerne dine egne erfaringer til kende undervejs eller måske bare et lille bjæf – vi har virkelig stor glæde af hver og én af de kommentarer, vi modtager her på sitet.
Velkommen indenfor i tidens krukkehave.
M Å N E D E N S T E M A A R T I K L E R
Krukker er geniale til sommerblomster, krydderurter og også til mange typer af stauder. Men til små træer eller opstammede buske er krukker absolut også geniale. Vi har kigget os omkring og fundet inspiration frem til dig, der vil ud og plante lidt “større” i krukkerne. Læs mere >>
Når temaet handler om krukker, så bliver jeg jo nødt til at fortælle om min passion: Terracottakrukkerne. Læs med her om hvor, hvorfor og hvordan. Læs mere >>
FEM FRÆKKE KRUKKER
Der findes mange forskellige typer krukker på markedet og i dag skal vi se på nogle af dem. Fem krukker er her valgt ud i farverne grå, sort og mokka. Lækre er de på hver deres måde og lige så lækre i samlet flok. Se med og bliv inspireret. Læs mere >>
De senere år er vi gået mere og mere væk fra sammenplantninger i krukkerne, og i stedet planter vi ofte kun én slags plante pr. krukke. Men det kan nu altså godt give en spændende kombination at blande to sorter, der klæder hinanden. Se fx dette par. Læs mere >>
Jeg har flere gange prøvet at overvintre den skønt duftende chokoladecosmos, men det er aldrig lykkedes. Nu prøvede jeg igen på den mest tænkelige, enkle måde. Og hvad sker der mon så? Læs mere >>
EN KRUKKEHAVE I ODENSE
På vej på havetur i Jylland slog vi for et par år siden et smut indenom Odense, hvor vi bl.a. besøgte Mette Krull, som har bloggen Krulls Krukker. Nu skal I med på besøg hos Mettes genbo, Lars, og han kan altså også noget med krukker! Læs mere >>
JORD ER IKKE BARE JORD
Tanken om at hele familien Danmark slæber kæmpe sække med tørvemuld fra havecenter til have de næste par måneder værker i min krop. For det går hårdt ud over vores tørvemoser, som altså er flere årtusinder gamle og
burde fredes i klasse ULTRA A. Men der findes alternativer. Hør om dem.
Jeg ville gerne læse nogle af artiklerne omkring krukker, men når jeg klikker på billedet, kommer der kun et billede og ingen tekst. Og jeg kan ikke se andre ting, man kan klikke på?
Venlig hilsen
Helle
Kære Helle
Hvis det er de artikler med fotos, så er de endnu ikke udgivet. det er dem, du kan glæde dig til i løbet af måneden. Hvis du klikker på "Læs mere" (grøn skrift) nede i de "Tidligere udgivede artikler" så finder du en hel masse. God fornøjelse!
Ja det er skønt med krukker. Der er næsten ingen grænser for hvad der kan plantes deri og hvor mange fine opstillinger man kan lave og flytte rundt på. En herlig hobby 🙂
Jeg har for nylig lavet en lille krudderurtehave i krukker, og den voksede i dag med nogle flere potter. Fandt nogle spændende krydderurter på plantemarkedet på Gimsinghoved i går, så de måtte med hjem og indgå i krydderurtehaven.
Glæder mig allerede til de kommende krukke relaterede indlæg.
Kærlig hilsen Anette
Krukker er en dejlig ting, netop fordi man kan have ALT i dem. Jeg har netop fået to kæmpe oliventræer der skal bo i krukker, og vil i den forbindelse ikke høre om I vil skrive lidt om det at have oliven/ træer i krukker. Hvor tit skal de pottes om, hvilken jord og hvad med gødning. Synes jeg kan finde en masse om vinteropbevaring af oliven, men intet om pasning.
Krukker er en dejlig ting, netop fordi man kan have ALT i dem. Jeg har netop fået to kæmpe oliventræer der skal bo i krukker, og vil i den forbindelse ikke høre om I vil skrive lidt om det at have oliven/ træer i krukker. Hvor tit skal de pottes om, hvilken jord og hvad med gødning. Synes jeg kan finde en masse om vinteropbevaring af oliven, men intet om pasning.
Ja det er rigtigt man ofte tænker "I år skal vi ikke have så mange krukker"..,men man bliver klogere 🙂 Det er smukt med krukker i haven.
Glæder mig til at læse artiklerne.
Lise
Jeg glæder mig helt vildt til at følge denne måneds tema, for det med krukkerne står mit hjerte nært. Nogle få krukker har jeg altid haft lige fra den gang, hvor jeg ikke interesserede mig så voldsomt for det med haven. Det har så grebet om sig for mig, for jeg har nogle havenaboer, som ikke fjerner ukrudt i skel, og så kan jeg jo ikke lave andet end at luge. Jeg har nu lavet krukkebede i stedet. Men. Der er en slange i paradis. To gange om året er jeg tæt på at baldre alle krukker (og det er MANGE), for det er et kæmpearbejde, når man kommer over en vis grænse i antal 🙂 Forår og efterår. Det er et slid. Men når de står dér og ser frodige og dejlige ud om sommeren, ja – så er jeg henrykt. Jeg vander gerne.
Jeg er lige landet her for første gang og sikke en spændende side – meget inspirerende og seriøse indlæg
Velkommen til!