En let og nøjsom busk til haven er denne blærespiræa. Den stiller ikke de store krav – blot stil den i sol eller let skygge, så bladenes mørke farve bliver mest intens.
TEKST & FOTO: LONE
Blærespiræa ‘Diabolo’ vækker opsigt i haven med sin dramatiske mørke farve. Den har meget mørke, lappede blade, hvide blomster og kvitterer efterfølgende med røde frøstande.’Diabolo’ bliver omkring 2-3 meter i højden og trives i både sol og skygge, dog giver megen sollys den smukkeste farve. Så sæt den endelig i fuld sol.
BLÆRESPIRÆA
Physocarpus opulifolius ’Diabolo’
Busken skaber fx dramatik i den hvide have eller dybde i haven med pink og rosa nuancer i blomstringerne. Udover at være skøn i haven er den mørke blærespiræa faktisk også god som fylde i buketter. Så er du til hjemmelavede buketter, er busken bestemt også værd at overveje.Billederne her er taget af busken i juni måned, hvor blomstringen viser sig. Forår samt resten af sommeren er det bladenes farve, der gør busken attraktiv. Er busken ved at blive gammel, og den mørke farve på bladene synes at svækkes, kan der med fordel beskæres, idet de nye grene synes at sætte mørkere blade.
Først ved løvfald i efteråret falder de mørke blade til jorden, og busken står herefter nøgen, indtil foråret starter havesæsonen igen.
FAKTA
NAVN: Physocarpus opulifolius ’Diabolo’
DANSK NAVN: Mørk blærespiræa
LYSFORHOLD: Sol eller let skygge
HÅRDFØR: Ja
JORDBUND: Alm. havejord
VÆKST: Opret busk med stive grene
STØRRELSE: 200-300 cm i højde og bredde
BLOMSTRING: Hvide/cremefarvede blomsterklaser i juni/juli
ANVENDELSE: I bede eller som del af busketter
Ja den er skøn, jeg kan anbefale Physocarpus opulifolius Diable D´or, den har de smukkeste gyldne farver i de nye skud, det ser ud som om, solen skinner i den, også når den ikke gør. Den fås hos Lønbæk Planteskole.
Hilsen fur Høneballe 🙂
Og skal planten være meget mindre er physocarpus little devil super
Denne holder jeg endda i i en krukke
…. hele tre til min ønskeliste – he-he 🙂
Det er den skønneste busk… og nu bliver jeg vel nødt til at fortælle en anekdote fra "det virkelige liv"!
Hustru til mand: Har du lyst til at studse blærespireaen en smule, så vi kan se om den skal formes lidt. Men kun STUDSE i første omgang…
Mand siger ja og udfører glad opgaven mens hustru er ude af haven og langt fra matriklen.
Hustru vender hjem efter mørkets frembrud og glad mand fortæller om "studsning".
Hustru fatter mistanke og sover uroligt!
Hustru går i haven i morgendisen og får lettere hjerteflimmer samt tre MEGET dybe rynker i panden!
Hustru har nu lært at en mandestudsning = meget-meget-meget stramt klippet blærespirea med kun få grene!
UHA, hvor er hustru derfor glad for at læse at en beskæring (også kaldet en studsning) giver mørkere blade.
Jeg vil glæde mig til at gense en meget mørk busk til foråret…. ;o)
Heldigvis for hustru og mand 😉 kommer busken igen, sikkert meget flottere 🙂