Der er meget at lære, når det handler om at komponere gode bede. Derfor vender vi i dag tilbage til haven Vlinderhof og ser på planter, der har særlig værdi her midt på efteråret.


TEKST & FOTO: LONE

Jeg har her valgt at vise dig nogle af de planter, som imponerede mig mest under besøget. Der er mange andre planter i haven, der også var super flotte lige nu, men som måske er mere kendte. Nogle af sorterne herunder var nye for mig, andre er gode kendinge, som jeg har i haven og er meget begejstret for. Nu giver jeg erfaringerne videre, og så kan det være, at du er blevet inspireret til en enkelt ny plante eller to.

Hindebæger, Limonium latifolium

En smuk stauder, der blomstrer hele sensommeren og danner små skyer i bedene. Planten stortrives i fuld sol og er i øvrigt god som snitblomst og ualmindelig elegant i kombination med oregano.

Lægebetonie, Stachys officinalis

Lægebetonie er gammel lægeplante, som har været dømt ude i mange år, men er på vej tilbage. Den er elsket af insekterne, og da den er seværdig helt fra de første grønne spæde blade i foråret, over sommeren med smukke blomsterstande og her i efteråret med flotte frøstande, der står rankt længe, er det klart, at den får et comeback. Den er ikke til at undvære i en sommerfuglevenlig have.

Diamantgræs, Calamagrostis brachytricha

Græsset, der vist nok også kaldes koreansk havesandrør, er et af mine nye yndlingsgræsser. Det danner indbydende grønne tuer, og hen på sensommeren dukker de mest fantastiske aks op og udgør et lysende gråviolet blikfang rundtom i haven. Når duggen lægger sig på aksene, er det særlig smukt.

Sommerfugleblomst, Gillenia trifoliata

Gillenea er en mellemhøj staude med de fineste små hvide blomster i juni-juli måned. Ved første øjekast på planteskolen syner den ikke af en hel masse, men tag ikke fejl. Den er skøn i alle stadier: Ved blomstring med de letteste hvide blomster, i afblomstring med smukt gult/grønt løv og videre hen i efteråret, hvor de brun/orange blade er tydelige i staudebedet.

Tudselilje, Tricyrtis formosana ‘Dark Form’

Høj staude med bordeaux-lavendelfarvede blomster fra august til oktober. Den trives bedst i halvskygge/skygge og er i øvrigt også en god snitblomst.

Orange-silkeplante, Asclepias tuberosa

Silkeplanten er fra Nordamerika og noget af en sommerfuglemagnet om sommeren, når står den med lysende orange blomster. Her i efteråret er blomsterne afløst af de mest opsigtsvækkende frøkapsler. Jeg er ikke sikker på, om denne er fuldt hårdfør i Danmark, eller om den kræver vinterdækning.

Walisisk seline, Selinum wallichianum

En sentblomstrende staude, der i modsætning til lignende skærmplanter (fx gulerod og kørvel) først blomstrer hen på eftersommeren med sine fine hvide kniplingagtige skærme på mørke stængler. En smuk ledsager til kvæsurt.

Allium ‘Summer Beauty’

Denne ret høje allium kan sammenlignes med allium ‘Millenium’, der er blevet populær de senere år. ‘Summer Beauty’ er svagt lyserød, når den blomster om sommeren. Og så er den højt elsket af sommerfugle. Det bemærkelsesværdige i efteråret er kombinationen af det grønne løv nederst, lysende gule stængler og helt mørke frøhoveder. Et lækkert grafisk indslag i bedene.

Solhat, Echinacea purpurea ‘Fatal Attraction’

En farvestrålende solhat på omkring 75 cm med kraftigt pink kronblade, der står fra juli til september.

Japansk skovgræs, Hakonechloa macra

Endnu en af de planter, der har vundet meget terræn danske haver gennem de seneste år. Det japanske skovgræs er et ualmindelig smukt græs, der danner de fineste tuer og blomstrer i september-oktober. Det er også super flot i krukker og højbede.

 

Har du lyst til at læse mere om Piet Oudolf, så kan du finde flere artikler lige her om Piet Oudolf og om hans landskabsdesigns.